Poémes pour Mi

Poémes pour Mi
SANG
Olivier Messiaen:
Poèmes pour Mi
Olivier Messiaen:
Digte til Mi
Tekst: Olivier Messiaen
Oversættelse: Magna Blanke
I Action de grâces
1. Tak!
Le Ciel,
Et l’eau qui suit
les variations des nuages
Et la terre, et les montagnes
qui attendent toujours,
Et la lumière qui transforme.
Et un œil près de mon œil
Une pensée près de ma pensée,
Et un visage qui sourrit et pleure
avec le mien,
Et deux pieds derrière mes pieds
Comme la vague à la vague est unie.
Et une âme, invisible,
pleine d’amour et d’immortalité,
Et une vêtement de chair et d’os
qui germera pour la resurrection,
Et la Vérite, et l’Esprit, et la grâce
avec son héritage de lumière,
Tout cela, vous me l’avez donné.
Et vous vous êtes encore
donné vous-même,
Dans l’obéissance
et dans le sang de votre Croix,
Et dans un Pain plus doux
que la fraîcheur des étoiles.
Mon Dieu. Alléluia!
Himlen,
og vandet som følger
variationer i skyerne.
og jorden, og bjergene
der står og venter,
og lyset, der kan forandre.
Og et øje nær mit eget øje,
en tanke tæt på min egen tanke,
og et ansigt smiler og græder
sammen med mit ansigt,
og to fødder bag mine fødder,
forenet som en bølge
til en anden.
Og en sjæl, usynlig, fuld af
kærlighed og udødelighed,
og en skikkelse i kød og ben
som vil gro for opstandelsen,
og sandheden, ånden og nåden
med dens arv af lys;
alt dette har du givet mig.
Og du, du har også givet dig selv
i lydighed og
ved dit korses blod,
og i et brød, sødere end
stjernernes stråleglans.
O Gud! Halleluja!
II Paysage
2. Landskab
Le lac comme un gros bijou bleu.
La route pleine de chagrins
et de fondrières,
Mes pieds
qui hesitant dans la poussière,
La lac comme un gros bijou bleu.
Et la violà,
verte et bleu comme le paysage!
Entre le blé et le soleil
je vois son visage:
Elle sourrit, la main sure les yeux.
Le lac comme un gros bijou bleu.
Søen er som en stor, blå juvel.
Vejen er fuld af sorger
og snavsede huller;
mine fødder,
der slæber sig gennem støvet;
søen er som en stor, blå juvel.
Og se så der!
Grøn og blå som landskabet!
Mellem hveden og solen
ser jeg hendes ansigt:
Hun ler, med hånden for øjnene.
Søen er som en stor, blå juvel.
III La maison
3. Huset
Cette maison nous allons la quitter;
Je la vois dans ton œil.
Nous quitterons nos corps aussi;
Je les vois dans ton œil.
Toutes ces images de douleur
qui s’impriment dans ton œil.
Ton œil ne les retrouvera plus:
Quand nous contemplerons la Vérité,
Dans des corps purs, jeunes,
éternellement lumineux.
Dette hus vil vi forlade;
jeg ser det i dit blik.
Vore legemer vil vi også forlade;
jeg ser det i dit blik.
Alle disse smertens billeder
som prenter sig i dit blik.
Dit blik vil ikke se dem igen,
når vi har sandheden for øje
i de unge, rene legemer,
evindeligt lysende.
IV Épouvante
4. Skræmmebillede
Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ho!
N’enfouis pas tes souvenirs dans la terre,
Tu ne les retrouverais plus.
Ne tire pas, ne froisse pas,
ne déchire pas.
Des lambeaux sanglants te suivraient
dans les ténèbres
Comme une vomissure triangulaire.
Et le choc bruyant des anneaux
sur la porte irreparable
Rythmerait ton désespoir
Pour rassasier les puissance du feu.
Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ho! ha!
Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ho!
Gem ikke dine minder i jorden,
du vil aldrig finde dem igen.
Lad være med at hive i dem,
ødelægge dem eller prøve at tyde dem.
De blodige stumper vil følge dig
ind i mørket
som en krampagtig opkastning.
Og de kraftige stød af naglerne
på døren, der ikke kan repareres,
vil angive rytmen i din fortvivlelse
for at prøve at mætte ildens magt.
Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ho! ha!
Torsdagskoncert
Introduktion
V L’Épouse
Va où l’Esprit te mène,
Nul ne peut séparer ce que Dieu a uni,
Va où l’Esprit te mène,
L’épouse est le prolongement de l’époux,
Va où l’Esprit te mène,
Comme l’Eglise est
le prolongement du Christ.
VI Ta voix
Fenêtre pleine d'après-midi,
Qui s'ouvre sur l'après-midi,
Et sur ta voix fraîche
(Oiseau de printemps qui s'éveille).
Si elle s'ouvrait sur l'éternité
Je te verrais plus belle encore.
Tu es la servante du Fils,
Et le Père t'aimerait pour cela.
Sa lumière sans fin tomberait
sur tes épaules,
Sa marque sur ton front.
Tu compléterais le nombre
des anges incorporels.
A la gloire de la Trinité sainte
Un toujours de bonheur
élèverait ta voix fraîche
(Oiseau de printemps qui s'éveille):
Tu chanterais.
VII Les deux guerriers
De deux nous voici un. En avant!
Comme des guerriers bardés de fer!
Ton œil e t mon œil parmi les statues
qui marchent,
Parmi les hurlements noirs,
les écroulements
de sulfureuses géométries.
Nous gémissons: ah! écoute-moi,
je suis tes deux enfants, mon Dieu!
En avant, guerriers sacramentels!
Tendez joyeusement vos boucliers.
Lancez vers le ciel les flèches
du dévouement d'aurore:
5. Hustruen
Gå, hvor Ånden leder dig hen,
ingen kan skille, hvad Gud har forenet;
gå, hvor Ånden leder dig hen.
Hustruen er en styrke for manden,
– gå, hvor Ånden leder dig hen –
som kirken er
en styrke for Kristus.
6. Din stemme
Et vindue fuldt af eftermiddag,
som åbnes denne eftermiddag
af din friske stemme
(en forårets fugl, som vågner).
Hvis den åbnedes af evigheden,
ville jeg se dig endnu smukkere.
Du er Sønnens tjenerinde,
og Herren ville elske dig derfor.
Lyset faldt uafladeligt på
dine skuldre,
dets kendetegn sås på din pande.
Du fuldstændiggjorde antallet
af immaterielle engle.
Beæret af den hellige Treenighed,
en evig lyksalighed,
blev din friske stemme båret frem
(en forårets fugl, som vågner):
du sang!
7. De to krigere
Se os to som én. Fremad!
Som krigere pansret i jern!
Dit øje og mit øje blandt de skikkelser
som vandrer
blandt triste hyl
og sammenstyrtede, svovlholdige
bygninger.
Vi klagede: Åh, hør mig,
jeg er dine to børn, o Gud!
Fremad! Højtidelige krigere!
Spænd glad jeres skjold.
Send jeres pile mod himlen
som en hengivenhed til morgengryet:
I vil komme frem til Byens porte.
Vous parviendrez aux portes de la Ville.
VlII Le collier
Printemps enchaîné,
arc-en-ciel léger du matin,
Ah! mon collier! Ah! mon collier!
Petit soutien vivant
de mes oreilles lasses,
Collier de renouveau,
de sourire et de grâce,
Collier d'Orient, collier choisi,
multicolore,
aux perles dures et cocasses!
Paysage courbe,
épousant l'air frais
du matin,
Ah! mon collier! Ah! mon collier!
Tes deux bras autour de mon cou,
ce matin.
IX Prière exaucée
Ébranlez la solitaire,
la vielle montagne de douleur,
Que le soleil travaille
les eaux amères de mon coeur!
O Jésus, Pain vivant
et qui donnez la vie,
Ne dites qu’une seule parole,
et mon âme sera guérie.
Donnez-moi votre grâce,
Donnez-moi votre grâce!
Carillone, mon coeur!
Que ta resonance soit dure,
et longue, et profonde!
Frappe, tape, choque pour ton roi!
Frappe, tape, choque pour ton Dieu!
Voici ton jour de gloire
et de la resurrection!
La joie est revenue.
8. Båndet
Foråret kædet sammen,
morgenens lyse regnbue,
åh, mit halsbånd! åh, mit halsbånd!
Lille levende støtte
for mine trætte ører,
et bånd af fornyelse,
af smil og ynde;
Østens bånd, udvalgte bånd,
mangefarvet
med perler, hårde, pudsige!
Buet landskab,
som blander sig med
morgenens friske luft;
åh, mit halsbånd! åh, mit halsbånd!
Dine to arme om min hals –
denne morgen.
9. Opfyldt bøn
Få ensomheden til at vakle,
det gamle smertens bjerg,
så solen kan bearbejde
de bitre vande i mit hjerte!
O Jesus, du er det levende brød,
du giver liv,
sig blot et enkelt ord,
og min sjæl vil være helbredt.
Skænk mig din nåde,
skænk mig din nåde!
Kling som en klokke, mit hjerte,
så efterklangen bliver udholdende,
lang og dyb!
Bank, slå, så du rammer din konge!
Bank, slå, så du rammer din Gud!
For dig en ærens dag,
en opstandelsens dag!
Glæden er vendt tilbage!